Tennis Fitness

Der er garanti for høj puls hos begyndere og rutinerede tennisspillere med Tennis Fitness. Høj puls, smil og sved. Det er nogle af gevinsterne for voksne og børn, der har lyst til at være med, når vi inviterer til tennisfitness.

Der vil blive afholdt mindst en gang Tennis Fitness før og en gang efter sommerferien. 

Tennisfitness er en ny form for motion, som DGI netop nu er i gang med at introducere i landets tennisklubber. Det er motion for alle, der kan lide at få sved på panden.

Tennis fitness er træning, der har fokus på, at deltagerne får pulsen i vejret. Det øger forbrændingen og forbedrer konditionen, og så er det sjovt. Tennisfitness er derfor en god motion for alle, der kan lide at bevæge sig og aktiviteterne kræver ingen særlige tenniskundskaber. Uanset om du aldrig før har haft en ketsjer i hånden eller du er en rutineret tennisspiller, kan du få glæde og udbytte af tennisfitness. De, der er gode til det fysiske, men aldrig før har spillet tennis, bliver udfordret fysisk og behøver ikke at fokusere på, hvor tennisbolden lander, mens rutinerede tennisspillere får glæde af konditionsforbedringen. Rutinerede spillere bliver bedre til at flytte fødderne, og til at holde koncentrationen i 3. sæt.